Rejseledere tager med grupper på ferie, eller de er udstationeret på et feriested. De sørger for hotel, arrangerer udflugter og holder informationsmøder. Jobbet kræver, at man er moden.

Der findes to slags rejseledere: grupperejseledere og destinationsrejseledere.

Som grupperejseleder er du med gruppen af rejsende hele vejen. Rejserne kan foregå med fly, tog og skib, men langt størstedelen sker med bus. Rejserne er arrangeret som charterrejser. Det er rejser, hvor rejsebureauet har ordnet transport, hotel, mad osv.

Grupperne af rejsende er oftest turister, men kan også være mennesker med særlige arbejdsområder eller interesser, fx biologer, historisk interesserede eller fodboldfans.

På feriestedet skal du tage dig af de rejsende og løse en række praktiske opgaver for dem og arrangøren eller rejsebureauet. De praktiske opgaver drejer sig bl.a. om bringe folk til deres hotel, samt planlægning og afvikling af udflugter.

Du skal også holde informationsmøder for turisterne, sørge for pladsbestillinger til koncerter osv. Rejselederen skal også sørge for, at syge rejsende kommer under behandling og eventuelt sendes hjem.

Som destinationsrejseleder er du fast udstationeret og bor på et feriested og har de samme opgaver, som grupperejselederen har på feriestedet.

Derudover har du også til opgave at passe et bureau, hvor feriegæsterne kan få oplysninger om forskellige ting på stedet. Du skal sørge for, at der er brochurer og andet materiale om området.

Som rejseleder skal du være udadvendt, have psykologisk sans, være fleksibel, moden og have organisationstalent. En rejseleder skal være pænt klædt på og se ordentlig ud.

Desuden skal en du have viden om historiske, geografiske, kunsthistoriske og samfundsmæssige forhold i andre lande. Der stilles betydelige krav til din udholdenhed, både fysisk og psykisk.

En rejseleder på skisportssteder (skiguide) kan også fungere som skiinstruktør eller skilærer.